Connie Hedegaard har læst George Monbiots bog 'Globalt Hedeslag' og giver ham en positiv medfart i Information. Tænk, at hvem der må være engelsk erhvervslivs fjende nummer et finder vej til vores konservative miljø-minister. Monbiot står som intet mindre end en helt i venstreorienterede kredse i den engelsksprogede verden. Hvorfor henter Connie Hedegaard inspiration på den anden fløj?

For tre måneder siden søsatte Miljøministeriet 'et ton mindre'-kampagnen. Den er et led i regeringens erkendelse af, at CO2-problematikken ikke kan imødekommes uden folkelig opbakning og deltagelse. Miljøministeren mener det, og sådan er det beskrevet i selve kampagnestrategien. Jeg nævner 'et ton mindre', fordi kampagnen er ganske beskrivende for regeringens evne og villighed på miljøområdet.

'Et ton mindre' er en rodet masse, der ironisk nok står uden et klart og brugbart mål. På kampagnens åbningsdag udtrykte miljøministeren, hvor vigtigt det var, at vi mindskede vores CO2-udslip, men at vi godt kunne holde ferie i Thailand. Rodet i kampagnestrategien blev bekræftet. Man cykler ikke til Thailand, man flyver, og flyvemaskiner er noget skidt. Du ved det, SAS ved det, din nabo ved det og George Monbiot ved det. Miljøministeren vidste det ikke?

Nu har Connie Hedegaard læst Monbiot! Monbiots tanker og flyvemaskiner passer ikke så godt sammen. Det handler ud over miljø om etik og bevidsthed. Hvis Connie Hedegaard, som hun udtrykker det, virkelig synes, at Monbiots argumenter er reelle, har hun så ændret mening? Er hun træt af at være isoleret i en handlingslammet regering? Er det virkelig sådan, at Connie Hedegaard ikke længere mener, at den menige dansker kan feriere i Thailand? Har Monbiots solide argumenter påvirket Miljøministeren? Hvis vi, som jeg mener, skal tage Monbiots videnskabsbaserede argumenter for gode varer, står vi over for en kæmpe forandring på alle niveauer i samfundet. Konservative, kæmpe forandringer. Det rimer ikke vel?

Med hensyn til miljøministeren er jeg er lidt forvirret! Lad os lige tage et skridt baglæns og se på CO2-regnskabet.

Et ton tilbage

For lethedens skyld passer det meget godt at sige, at hver dansker udleder ca. 10 tons CO2 om året. Hvis vi tager Monbiot alvorligt, så handler det ikke om 'et ton mindre', men om at have 'et ton tilbage' i regnskabet. Monbiot mener nemlig, at vi skal nedsætte CO2 udslippet med 90 procent. Et ton er altså kun en begyndelse, men det står der ikke noget om på 'www.ettonmindre.dk.' Kig ud af vinduet, tænk 90 procent, tænk på forandringen. Alt skal gøres anderledes. Ikke fra i morgen, men snarest.

Når 'et ton mindre'-kampagnen om et års tid er færdig, vil det være nødvendigt at gå i gang med en ny klimakampagne, der hedder noget i retning af 'et ton mere'. Først et ton mindre, herefter kommer et ton mere osv.

Det kan man umiddelbart godt blive lidt forvirret af. Måske er det meget godt, at kun 5.806 har taget udfordringen om 'et ton mindre' alvorligt. Potentielt set er det kun dem, der vil ende med at blive forvirrede. Tør jeg spørge pessimistisk, om den ene deltagende promille af befolkningen blot er dem, der faktisk gør noget i forvejen?

Der er brug for handling

Hvis man skal have befolkningen med, handler det om forståelse. Mennesker skal simpelthen vide, hvad de laver. Hvis man skal tage videnskaben alvorligt og ikke lade sig forføre af statistikere eller succesfulde forretningsmænd, som har sat alle sine alkymister i sving (læs: Richard Branson), skal vi selv foretage os noget. Ideerne til de handlinger ligger oftest på venstrefløjen. Det tror jeg, miljøministeren har sandet.

Monbiot har hundredvis af argumenter. En kategori er infrastruktur, så er der arbejdet og vores egne hjem.

Hvad hjælper det at slukke for fladskærmen i hjemmet, når computer og server stadig er tændt på arbejdspladsen natten over. Lad bilen stå, for kollektiv transport er en stor del af løsningen. Efter Monbiot ved miljøministeren det udmærket godt. Vi skal ikke have broer til tiden, vi skal have tog.

Lad os nu se at komme videre. Lad os vise resten af verden, at et velfungerende vestligt samfund kan finde nøglen til en levevis, som Jorden kan understøtte. Det hedder stadig bæredygtighed.

'Et ton mindre' er ikke noget mål. Det er spredehagl, et udpluk af ligegyldigheder uden en reel handlingsplan. Det første ton er jo det letteste. Fortæl folket om mødet med fremtiden, så vi kan forberede os på forandringen. Enten forandrer vi os, eller også forandrer naturen os.

Miljøministeren er velkommen på venstrefløjens boghylder. George Monbiots andre bøger står der, og der er masser af inspiration at hente. Miljøministeren behøver ikke længere at føle sig alene. Ideerne er mangfoldige og ikke mindst sofistikerede.

juli 07|hh