"Der er ingen anden vej end at tilgodese, at ethvert menneske i verden får samme ret til udvikling. Det betyder, at vi på lang sigt kun kan få vækstøkonomierne med, hvis vi siger: Ethvert menneske i verden må udlede det samme (CO₂)."

Den tyske Kansler Angela Merkel citeret i Information 5. oktober.

Den videnskabelige enighed, der har indfundet sig på klimaområdet, er det første skridt på vejen frem mod samfund, der ikke længere påvirker klimaet i negativ retning. Mange er lettede over, at vi ikke længere skal diskutere de naturvidenskabelige resultaters betydning. Der skal findes en løsningen på verdens samlede CO2-udledning, og alle taler om det!

Der er ingen tvivl om, at vores samfund kører ad et forkert spor. Derfor er vi begyndt at diskutere, hvordan vi omstiller os. Ideerne spænder bredt: Temperaturen skal sænkes i stuerne, der skal efterisoleres, spares på elektriciteten, laves nye byggeregulativer, produceres CO2-neutral energi og så skal der tænkes gevaldigt i transportalternativer. Politikere verden over synes at have sprunget et led - og så alligevel ikke med Merkels udtalelse.

Det manglende led er en præmis for den videre løsning af klimaproblematikken. Gang på gang overser vi, at atmosfæren ikke tilfalder eller ejes af nogen bestemt. Det er ikke som med landet og i vid udstrækning havet.

Atmosfæren binder os sammen og gør alle folkeslag afhængige af hinanden. Vores forurening er alles forurening. Min vejrtrækning er din vejrtrækning. Påvirk atmosfæren og påvirk alt og alle. Atmosfæren er en betingelse for livet, en samling af gasser, hvis påvirkning pga. et manglende ejerskab, globalt set er et fælles anliggende.

Central for klimaproblematikken er, at det indiskutabelt handler om, at vestlig levevis på kloden giver problemer for selv de, der ikke har valgt denne levevis. Derfor må vi simpelthen gentænke vores forestillinger om atmosfæren, som noget man bare kan påvirke efter for godt befindende.

Afhængighed

Det er langt fra alle mennesker, der bidrager til klimaforandringerne, men alle er nødsaget til at deltage i de konsekvenser, de måtte have. Begrebet 'menneskeskabte klimaforandringer' fremstår derfor som et akavet ordvalg. De er skabt af mennesker, men ikke af alle mennesker. Tragisk er det de, der ikke forurener atmosfæren nævneværdigt, der bliver hårdest ramt - nemlig verdens fattigste. Dem uden midler til at kæmpe imod. Grundlæggende set har en familie i en lille lerhytte i Tchad lige så meget at skulle have sagt om den danske CO2-udledning som en dansk familie.

Konfronteret med ovenstående hensyn til ethvert menneske må klimaforandringer handle om en demokratisk fordeling af ressourcer. Hvis ikke, vil man unægteligt fremstå egoistisk og selvcentreret.

I klimadebatten er der ikke noget, der hedder nationale grænser. Det lyder banalt, men der er kun én jordklode med én atmosfære. Vi står altså over for et etisk dilemma, som det internationale samfund må tage stilling til. Det gælder om at fange den tyske kansler på ordet, hvis vi skal videre.

Atmosfæren er simpelthen indbegrebet af det globale fællesskab. Den kan ikke pakkes ind. Den er sin egen, og alligevel tilfalder den alle. Derfor kan den i udgangspunktet ikke indgå i de kapitalistiske systemer, som eksempelvis præger vores adgang til landet og havet. Etisk set kan man ikke bare bestemme over atmosfæren.

At dele atmosfæren

Naturvidenskaben har fremlagt spillereglerne for den vej, vi må følge. Det handler om CO2-neutralitet, og der er ikke nogen hjælp at hente udefra.

Lad videnskaben bestemme det samlede CO2-udslip, jordens balance kan holde til år for år, indtil vi har frigjort os fra fossile brændstoffer. Del tallet med jordens seks milliarder mennesker, og lad det bestemme fordelingen landene imellem.

Lad befolkninger, der ikke benytter deres kvote, sælge den til dem, der ønsker mere, men lad der være et videnskabsbaseret globalt loft. Etisk er det det eneste, der giver mening, da det anerkender andre menneskers eksistensberettigelse. Et globalt CO2-loft vil skabe et incitament til videre handling. Som følge heraf vil prisen på fossile brændstoffer være forankret i den globale virkelighed og ikke kun i udbud og efterspørgsel.

Enighed om dette uselviske standpunkt, at atmosfæren skal deles ligeligt, må være det næste skridt og derved udgangspunktet for FN-topmødet i 2009 i København. Et topmøde der af mange kaldes jordens sidste chance.

Måske vil det være mere passende at kalde det demokratiets sidste chance.

okt 07|hh