Connie Hedegaard er glad for regeringens intention om, at mindst 30 procent af vores energiforsyning skal komme fra vedvarende energi i 2020 (jvf. Hedegaards indlæg, 1. august). Men intentionen forbliver et delmål. Det er mål og ikke delmål, der gør et foregangsland værdigt. En milliard kinesere vil ryste på hovedet, hvis vi beder dem om at skrue ned for deres nyopførte kulkraftværker i forbindelse med FN's klimatopmøde i København i 2009.

Miljøministeren udtrykker endvidere tilfredshed ved, at Danmark kun overgås af Luxembourg i forhold til CO2-reduktion; men hvad er det egentlig lige, der er så fantastisk ved at være nummer to efter et land, der udleder mere CO2 pr. indbygger end det afgrundsstyrende USA? Hvad er det, vi skal bruge disse sammenligninger mellem vestlige lande til, når resten af verden lider under vores ekstreme CO2-udledning. Man lærer gerne børn at gribe opefter. At uddele ros for at svine lidt mindre end meget giver ikke mening.

Komisk nok peger de nyeste tal ikke længere på reduktion. Danmarks CO2-udslip er på vej op. Det ville være rart med en miljøminister, der fokuserede på de virkelige tal, så vi har noget at forholde os til. At jeg vælger at kalde 'et ton mindre- kampagnen ligegyldig er jo netop fordi, tallene peger på at intet sker. Deltagere kæmper i hverdagen, men taber i det samlede regnestykke, da CO2 er et fælles problem.

Der er forbud mod mange ting i samfundet. At det skulle hænge specielt sammen med venstrefløjs politik, som Connie Hedegaard påstår er nyt for mig.

Forbud hænger sammen med ting der kan være til skade. Børn må ikke lege med ild. I byzonen kører man 50 kilometer i timen. Snart er der rygeforbud og hvad med ftalaterne? Listen er lang på begge fløje. Men når jeg alligevel skal klandres for at ville forbudets vej, så hør lige her.

Er det virkelig så galt med forbud på det globale miljøområdet? Mener miljøministeren, at det var forkert at forbyde brugen af CFC-gasser og derved redde ozonlaget fra en total opløsning med omfattende destruktion til følg?

For meget CO2 er til skade for mange mennesker. Klimarapporter peger på, at det er de fattigste, der bliver hårdest ramt. Rige udleder mest. Har vi så ikke et ansvar? Hvorfor ikke regulere eller forbyde, når vores aktiviteter nu er til fare for os selv og vores medmennesker verden over?

Kald det forbud, påbud, regulering eller intervention. Nå nej, intervention kan ikke bruges i denne sammenhæng, det betyder jo noget helt andet i dag.

Genskab balancen

Globale klimaændringer er et eksempel på, at mennesker ikke selv kan finde balancen. Vores samhørighed med naturen bør derfor reguleres. Verdens befolkning er blevet en enorm belastning for miljøet og det er store kræfter, vi er med til at slippe løs. Det er naivt at tro, at Vesten på et individuelt niveau kan tage vare om sig selv.

Markedet regulerer ikke hvad som helst. Mennesker skal vide at kampagner som 'et ton mindre' kun er begyndelsen på en global omstilling. 'Et ton mindre' kan være et godt redskab, bare ikke isoleret set. Connie Hedegaard må fremlægge reelle mål. Er det virkelig så svært, at sige at de mål handler om CO2-neutralitet, når videnskaben er enig.

Det er tid til at gå foran og sætte nogle klare mål. Den engelske miljøforfatter George Monbiot påpeger nødvendigheden i at skære 90 procent i CO2-regnskabet inden 2030. Det er lidt af en opgave, men det kan kun blive nemmere, hvis vi fokusere på det det handler om; nemlig at skabe en samfundsstruktur, der vedkender sig en økonomi frigjort af CO2-udledninger.

Jeg må konkludere at miljøministeren finder Monbiots videnskabsbaserede beregninger og visioner interessante, men at intet regeringen foretager sig lever op til videnskabens konklusioner. Det her skal tages alvorligt på alle niveauer - det individuelle, lokale, nationale og internationale - ellers ender vi med at blive en ligegyldig vært i 2009.

aug. 07|hh